Kontakt
Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) har skabt fokus på muligheden for at måle på de samfundsøkonomiske konsekvenser af succesfulde indsatser. Alt taler for, at der – ud over de primære sundhedseffekter – også vil være afledte økonomiske effekter af succesfulde indsatser på sundhedsområdet.
Derfor skal VIVE bidrage til udviklingen af en model, der gør det muligt at regne på de økonomiske konsekvenser på sundhedsområdet – en sundhedsøkonomisk investeringsmodel. Modellen vil først og fremmest blive anvendt i forhold generelle samfundsøkonomiske problemstillinger som eksempelvis fordeling af midler på tværs af sundhedssektoren.
Af etiske årsager ekskluderes mulige arbejdsmarkedskonsekvenser i dag ved beslutning om behandlingsvalg. Der laves desuden ikke analyser af de dynamiske arbejdsmarkedseffekter, som kan knyttes til investeringer i sundhedsvæsenet. Dette giver en risiko for, at der fra et økonomisk perspektiv allokeres for få midler til behandling og forebyggelse, hvor effekten særlig er knyttet til gruppen af erhvervsaktive. Disse faktorer tager den kommende sundhedsøkonomiske investeringsmodel højde for.
Metoder
Den grundlæggende metode er følgende tretrins struktur:
- Afgrænsning af relevant målgruppe
- Opdeling af målgruppe i succes- og ikke-succesgruppe
- Følge de to grupper over tid og anvende forskellen mellem de to grupper som et mål for den potentielle økonomiske effekt af et succesfuldt forløb.
De patientgrupper, der er modellens målgrupper, bliver inddelt i forhold til, hvilken påvirkning deres lidelser og alder har på deres erhvervsaktivitet.
Resultatet af projektet vil være en økonomisk model integreret i Excel. Her kan slutbrugeren foretage sine egne beregninger på de målgrupper, der er relevante for ham. Modellen dokumenteres i en særskilt dokumentationsrapport.
VIVEs andel i projektet
VIVE har ansvar for at udarbejde de estimater, der skal indgå i modellen. Vi står også for at designe og beskrive modellen på en måde, så den bliver både fagligt dækkende for de målgrupper, der indgår, og brugervenlig for de kommende brugere.
Om denne undersøgelse
LIF - Lægemiddelindustriforeningen