Contact
De arbejdsmigranter, der kom til Danmark omkring 1970 fra lande som Tyrkiet og Pakistan, er i dag blevet gamle og vil ofte have behov for omsorg. Studier viser, at lavtuddannede ældre med etnisk minoritetsbaggrund i mindre grad benytter den offentlige ældrepleje end tilsvarende ældre fra majoritetsbefolkningen. Denne videnskabelige artikel giver et indblik i, hvordan de ældre i stedet kan modtage omsorg fra familien, for eksempel ved at flere familiemedlemmer deles om omsorgsopgaverne.
Problemstilling:
Denne artikel anlægger et livshistorisk perspektiv for at forstå de måder, hvorpå ældre indvandrere i Danmark kan modtage omsorg sent i livet. Artiklen bygger på 30 interviews med både unge og ældre medlemmer af 22 tyrkiske indvandrerfamilier og belyser, hvordan familiernes baggrund i Tyrkiet har stor betydning. En faktor er for eksempel, at et livsforløb med en barndom og ungdom i lavtudviklede dele af Tyrkiet ofte har medført et meget lavt uddannelsesniveau. Det betyder, at de ældre langt overvejende har haft ufaglært arbejde i Danmark, og at mange ældre ikke taler særligt godt dansk. I forlængelse heraf har voksne børn ofte årelang erfaring med at hjælpe deres forældre med såvel tolkning som med at håndtere kontakt til danske myndigheder. En anden faktor, knyttet til såvel unge som ældre familiemedlemmers livsforløb, er, at tyrkiske normer om ældreomsorg som et familieansvar ofte tilskrives stor betydning. I en stor del af familierne finder man derfor selv forskellige måder at klare hjælpen på. I enkelte tilfælde bliver løsningen, at man benytter den såkaldte ”selvudpeget hjælper”-ordning. Det er en ordning, hvor kommunen ansætter og aflønner et familiemedlem til at varetage den omsorg, som ældreplejen ellers skulle have udført. Andre familier lykkes med at kombinere familieomsorg med støtte fra den danske ældrepleje. Endelig er der en del familier, der alene sørger for al omsorg.
Konklusioner:
De høje forventninger til, at omsorg for ældre bør yndes inden for familien, kan være svære at honorere i en dansk kontekst. Sådanne forventninger lægger især et pres på kvindelige familiemedlemmer, der – modsat situationen i Tyrkiet – ofte er i beskæftigelse. Da de ældre ofte har mange børn, og da man i en del tilfælde har bosat sig tæt på hinanden (eller endda bor på samme adresse i en udvidet familie), kan man i mange tilfælde deles om opgaverne. Her deltager ikke kun voksne børn, men ofte også deres ægtefæller. En del af disse ægtefæller er familiesammenførte, og deres gamle forældre bor dermed i Tyrkiet, hvilket gør det nemmere for sådanne svigerbørn (især svigerdøtre) at bidrage til omsorgen. Især når ældres helbred svækkes, og de får brug for omfattende hjælp, kan det dog blive meget vanskeligt for den yngre generation at yde omsorg. Dermed risikerer man at ende i en situation, hvor der opstår konflikter i familierne, hvor nogle børn og svigerbørn overbelastes, og hvor nogle ældre ender med ikke at få tilstrækkelig hjælp og omsorg. bvvvvvvvvvvvvvv½
Problemstilling:
Denne artikel anlægger et livshistorisk perspektiv for at forstå de måder, hvorpå ældre indvandrere i Danmark kan modtage omsorg sent i livet. Artiklen bygger på 30 interviews med både unge og ældre medlemmer af 22 tyrkiske indvandrerfamilier og belyser, hvordan familiernes baggrund i Tyrkiet har stor betydning. En faktor er for eksempel, at et livsforløb med en barndom og ungdom i lavtudviklede dele af Tyrkiet ofte har medført et meget lavt uddannelsesniveau. Det betyder, at de ældre langt overvejende har haft ufaglært arbejde i Danmark, og at mange ældre ikke taler særligt godt dansk. I forlængelse heraf har voksne børn ofte årelang erfaring med at hjælpe deres forældre med såvel tolkning som med at håndtere kontakt til danske myndigheder. En anden faktor, knyttet til såvel unge som ældre familiemedlemmers livsforløb, er, at tyrkiske normer om ældreomsorg som et familieansvar ofte tilskrives stor betydning. I en stor del af familierne finder man derfor selv forskellige måder at klare hjælpen på. I enkelte tilfælde bliver løsningen, at man benytter den såkaldte ”selvudpeget hjælper”-ordning. Det er en ordning, hvor kommunen ansætter og aflønner et familiemedlem til at varetage den omsorg, som ældreplejen ellers skulle have udført. Andre familier lykkes med at kombinere familieomsorg med støtte fra den danske ældrepleje. Endelig er der en del familier, der alene sørger for al omsorg.
Konklusioner:
De høje forventninger til, at omsorg for ældre bør yndes inden for familien, kan være svære at honorere i en dansk kontekst. Sådanne forventninger lægger især et pres på kvindelige familiemedlemmer, der – modsat situationen i Tyrkiet – ofte er i beskæftigelse. Da de ældre ofte har mange børn, og da man i en del tilfælde har bosat sig tæt på hinanden (eller endda bor på samme adresse i en udvidet familie), kan man i mange tilfælde deles om opgaverne. Her deltager ikke kun voksne børn, men ofte også deres ægtefæller. En del af disse ægtefæller er familiesammenførte, og deres gamle forældre bor dermed i Tyrkiet, hvilket gør det nemmere for sådanne svigerbørn (især svigerdøtre) at bidrage til omsorgen. Især når ældres helbred svækkes, og de får brug for omfattende hjælp, kan det dog blive meget vanskeligt for den yngre generation at yde omsorg. Dermed risikerer man at ende i en situation, hvor der opstår konflikter i familierne, hvor nogle børn og svigerbørn overbelastes, og hvor nogle ældre ender med ikke at få tilstrækkelig hjælp og omsorg. bvvvvvvvvvvvvvv½