I en konstant stræben efter at udvikle og styrke velfærdsstaten har danske kommuner de seneste 10 år haft mulighed for at blive fritaget fra statslig regulering i forskellige forsøg, der er gået under navne som frikommuneforsøg, velfærdsaftaler og frisættelse. Forsøgene har været mange, og resultaterne blandede.

Sidste år gav den daværende S-regering syv kommuner mulighed for at gennemføre forsøg på henholdsvis dagtilbuds-, folkeskole og ældreområdet. Der er sat over 100 nye lokale forsøg i gang, og det viser tydeligt, at det ikke skorter på interesse for at skabe forandringer, når kommunerne får lov at bestemme selv. VIVE har netop evalueret de første erfaringer. Men mere om det senere.

Det nyeste skud på frihedsstammen er den nye regerings initiativ, der går ud på, at alle kommuner kan sættes fri og lave forsøg, der ikke er underlagt statslige regler og styring. Argumentet er, at kommunerne ofte ved bedst ude lokalt og dermed kan tilpasse indretningen af bl.a. skoler, børnehaver og plejecentre til de forhold, der er hos dem.

Så når regeringen om kort tid formentlig lader alle landets kommuner søsætte frisættelsesforsøg, kan både de og kommunerne lære af erfaringerne fra forsøgene i de syv forsøgskommuner og få en god fornemmelse af, hvad der kommer til at ske rundt i landet.

Noget af det, de formentlig vil opleve, er, at frisættelsen vil motivere til at tænke nyt. Mange nye idéer vil pible frem og blive testet rundtomkring i ældreplejen, på skoler og i dagtilbud. En del af forsøgene vil kunne løses uden lovændringer, men det nye initiativ vil animere til, at medarbejdere og ledere kigger på deres egne arbejdsgange og overvejer, hvordan tingene kan gøres bedre for de borgere, de møder i deres dagligdag. Der vil formentlig også udvikles et mindre bureaukratisk tankesæt ude i kommunerne, og forvaltningen vil løsne grebet om institutionerne. Det er i hvert fald noget af det, der er sket i de syv kommuner.

Evalueringen peger også på, at de adspurgte medarbejderes trivsel ser ud til at øges, og at medarbejderne er tilfredse med selv at kunne være med til at udvikle deres arbejde, så arbejdet giver mere mening. På folkeskoleområdet har skolerne (i Esbjerg og Holbæk kommuner) indført kortere skoledage og flere timer med to lærere i klassen. De har også oprettet nye fag. Lærerne kan have særlige faglige interesser, og eleverne kan have særlige behov, som ikke bliver opfyldt i undervisningen. Derfor kan det give mening at udvikle nye fag i fællesskab lærere og elever imellem, f.eks. "madkultur" og "udeliv".

Derudover er der gennemført faglige fordybelsesdage, hvor skolerne afsætter halve og hele skoledage til aktuelle temaer, hvor der er et stort praktisk indhold, og hvor man tager på ture uden for skolen.

Frisættelsen har givet mulighed for at flytte rundt på de lokale ressourcer og har skabt ny energi i folkeskolen. De foreløbige erfaringer fra disse nye måder at lave skole på er, at det også øger elevernes trivsel - særligt i forhold til de udsatte elever, der i højere grad føler sig set. Et andet opmærksomhedspunkt ved frisættelsen af den offentlige sektor er, at det ikke nødvendigvis altid er statslige regler og bureaukrati, der er problemet. Faktisk har det i ældreplejen vist sig, at det i højere grad er kommunernes eget bureaukrati, der er begrænsende for velfærden. Det er primært kommunale regler og procedurer, som regulerer arbejdet i de ældres hjem og på plejecentre, der har stået i vejen.

Men frisættelsesforsøgene har givet anledning til, at de tre forsøgskommuner (Langeland, Middelfart og Viborg kommuner) har taget fat på deres eget bureaukrati og særlig på et af hovedproblemerne i hjemmeplejen: manglende sammenhæng, kontinuitet og tid til borgeren.

Medarbejderne og lederne har ud fra deres daglige erfaringer peget på flere områder, hvor der kunne frigives tid til at yde en bedre og mere nærværende hjælp til borgeren. For at minimere afbrydelser ude hos borgeren er der for eksempel etableret nye arbejdsgange, så unødige telefonkald og beskeder reduceres.

Derudover er der nogle steder ansat ufaglært personale til at varetage praktiske opgaver ifm. vask af beklædning, tankning af kommunens biler m.m.

Endelig er der arbejdet med en hurtigere tilpasning af borgerens indsatser, for eksempel ved et tættere samarbejde mellem de medarbejdere, der bevilliger hjælp til de ældre, og de medarbejdere, som kommer i borgerens hjem.

Den frigivne tid kan nu bruges på mere kvalitet i den borgernære hjælp og til at yde en pleje, der har større blik for borgerens situation. Kommunen skal eksempelvis ikke blot følge den vedtagne kvalitetsstandard, men i højere grad tilpasse indsatserne til den enkelte borger. Det kan være ledsagelse til læge, et styrket samarbejde med de pårørende, hjælp til bagning eller til at plante blomster i plantekasser. Dette illustrerer, at kommunerne kan nå ganske langt ved - skridt for skridt - at forbedre arbejdsgange med udgangspunkt i den faglighed og indsigt, som medarbejdere og ledere tæt på borgerne har.

Undtagelserne fra lovgivning og kommunale regler har skabt et fagligt frirum og en faglig energi hos de medarbejdere, der er tæt på børnene/borgerne. Medarbejdere og lokale ledere har fået frihed til at gentænke arbejdsgange med udgangspunkt i deres dagligdag og borgernes behov.

Der er altså på mange måder god grund til at arbejde videre i samme retning, som det nu lægges op til fra regeringen.

Med ambitionerne i det nye regeringsgrundlag lægger regeringen imidlertid et nyt lag på frisættelsen. Nu skal der også være et øget frit valg for borgeren med mere inddragelse af private aktører. Hvor det tidligere var kommunen, der blev sat fri fra lovgivning, og medarbejderen, der blev sat fri fra unødige regler og arbejdsgange, søger man nu også at sætte borgeren fri.

Det er noget nyt, og hvordan det kommer til at gå, kan vi ikke forudsige. Men det er essentielt, at dette nye element i frisættelsen bygger oven på de seneste 10 års erfaringer. Vejen frem er at sikre, at det lovgivningsmæssige og faglige frirum, der er blevet givet til kommunerne, fastholdes og måske også udvides, og så skal det samtidig i endnu højere grad tage udgangspunkt i barnets/borgerens situation. Samtidig skal der også være en bevidsthed om, at der skal være tale om en reel frisættelse. I dag er ældreområdet eksempelvis frisat fra serviceloven, men ikke fra sundhedsloven. Dermed er rammerne for frisættelsen relativt snævre, og det giver begrænsninger i forhold til at tænke nyt og udvikle den lokale velfærd.

Det er muligt at skabe forandringer gennem frisættelse. Et tidligere frikommuneforsøg, der tog udgangspunkt i, hvad der gav mening for borgerne, er eksempelvis i dag blevet til lov. Det er "Lov om helhedsorienteret indsats", der træder i kraft i 2023/24.

Det forpligter kommunerne til efter en indkøringsperiode at tilrettelægge en sammenhængende indsats til de borgere og familier, der har forskellige udfordringer og forskellige kommunale handleplaner. Der skal nu laves én handleplan, og der skal være én indgang til kommunen. Her skal det være borgerens situation, der er udgangspunkt for, hvad der sættes i gang. Det er radikalt nyt.

En frisættelse 2.0 kan sagtens være godt nyt for borgerne - som det hele jo i sidste ende handler om. Men det er også vigtigt i forhold til at sikre fastholdelse og rekruttering af medarbejdere i vores ældrepleje, skoler og daginstitutioner. Det kan ske gennem friere rammer og bedre muligheder for medbestemmelse over arbejdsdagen.

Co-production of care during COVID-19