Kontakt
Arbejdsmarkedet er en vigtig vej til integration i det danske samfund, og i alle danske kommuner arbejder man for at få flere indvandrere i job.
Ikke-vestlige indvandrere har imidlertid i årevis haft en lavere grad af beskæftigelse end både etniske danskere og vestlige indvandrere.
I årene 2014-2016 kom endvidere et stort antal flygtninge til Europa og Danmark, blandt andet på grund af krigen i Syrien.
Det fik politikerne til i oktober 2015 at vedtage initiativet ’Integration, der virker – en mere målrettet kommunal beskæftigelsesindsats’. Initiativet blev finansieret af midler fra Satspuljen og omfattede to projekter, som begge skulle støtte en række kommuner i at blive bedre til at få flygtninge og indvandrere i arbejde. De to projekter ’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’ og ’I mål med integration’ blev sat i gang af SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration i 2016 og løb til henholdsvis foråret og sommeren 2019.
Projektet ’I mål med integration’ støttede 17 kommuner i at blive bedre til at integrere nytilkomne flygtninge og familiesammenførte på arbejdsmarkedet. De 17 kommuner modtog økonomisk støtte samt konsulentstøtte og beskæftigelses- og integrationsfaglig rådgivning fra konsulentvirksomhederne Rambøll Management og CABI om virkningsfulde indsatser.
Projektet ’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’ støttede 11 kommuner i at blive bedre til at integrere ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet ved hjælp af en brancheorienteret tilgang. De 11 kommuner fokuserede deres indsats på lokale brancher, hvor der var gode beskæftigelsesmuligheder for målgruppen.
Dette hæfte sammenfatter de væsentligste resultater fra VIVEs evalueringer af de to projekter. Hæftet giver indblik i, hvilke redskaber der virker for at få flygtninge og indvandrere i arbejde, og er tænkt som inspiration til kommuner og andre, der arbejder med integration på arbejdsmarkedet.
Resultater
I mål med integration
VIVEs evaluering af ’I mål med integration’ viser, at projektet ikke får flere flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse, selvforsørgelse eller ordinær uddannelse. Vi ser heller ingen positive effekter på beskæftigelse og selvforsørgelse, når vi for eksempel ser særskilt på mænd og kvinder.
Evalueringen viser dog, at kommunerne i projektet øger deres brug af virksomhedspraktik, som var et af målene. Data fra spørgeskemaer viser endvidere, at de deltagende borgere i gennemsnit blev mere arbejdsmarkedsparate i løbet af projektperioden. Det vil sige, at de generelt fik styrket deres sociale, personlige og faglige kompetencer. Men ifølge VIVEs evaluering fik ingen af delene flere borgere i beskæftigelse, når man sammenligner med en kontrolgruppe
Endelig viser evalueringen, at mange ledere og medarbejdere i de deltagende kommuner har fundet det værdifuldt at deltage i projektet, fordi de har haft mulighed for at tage nye metoder i brug.
’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’
Evalueringen af ’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’ finder positive effekter i de kommuner, der har deltaget i projektet. Beskæftigelsen blandt deltagerne i projektet steg til cirka 20 procent, hvor den i kontrolgruppen lå på cirka 15 procent. Det svarer til, at deltagerne i projektet kom 36 procent mere i beskæftigelse end kontrolgruppen.
Vi finder endvidere, at projektet har større effekt på kvinder end på mænd. De kvindelige deltageres beskæftigelse steg til 14 procent, hvor kontrolgruppen lå på 8 procent. Det svarer til en øget beskæftigelse på 73 procent. Mændenes beskæftigelse steg til 27 procent sammenlignet med kontrolgruppens 19 procent – altså en stigning i beskæftigelse på 41 procent.
Anbefalinger
På baggrund af evalueringerne af de to projekter anbefaler VIVE, at kommuner, der ønsker at forbedre ikke-vestlige indvandreres chance for beskæftigelse, gør følgende:
- Analyserer meget nøje, hvilke brancher der findes i kommunen, som målgruppen har de bedste beskæftigelseschancer indenfor.
- Arbejder på at etablere et godt og gensidigt forpligtende samarbejde med relevante virksomheder inden for disse brancher om at igangsætte virksomhedspraktikker og integrationsgrunduddannelse (IGU) til målgruppen.
- Tilrettelægger forløbene for de ledige, så de er gennemskuelige og med klare mål for deltagerne.
- Arbejder målrettet på at styrke målgruppens branchespecifikke kvalifikationer og erfaring –med brug af veltilrettelagte praktikforløb på virksomhederne.
- Overvejer, hvordan en brancheorienteret tilgang kan bruges som en træningsbane til at komme i gang med en IGU.
Metode
Hæftet er blevet til på baggrund af de to evalueringer af henholdsvis ’I mål med integration’ og ’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’. Hæftet sammenfatter hovedresultater og konklusioner fra evalueringerne.
Læs mere
- En brancheorienteret tilgang til at få flygtninge og indvandrere i job
- I mål med integration
- Kommunernes integrationsindsats på beskæftigelsesområdet
- Sprogets betydning for indvandreres sociale integration på arbejdspladsen
- FIP – Et værktøj til måling af flygtninges og indvandreres arbejdsmarkedsparathed
Om denne udgivelse
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Mere fra samme undersøgelse
- Rapport
Ny rapport beskriver velfærdsstatens fremvækst efter Anden Verdenskrig
- Nyhed
Efter- og videreuddannelse på life science-området
- Rapport
Kønsforskelle i timeløn i den private sektor – med særligt fokus på funktionærer
- Rapport
Kvinder på krisecenter for æresrelaterede konflikter er ekstra udsatte
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Nyhed
Nye former for beskæftigelse kan skabe utryghed for den enkelte
- Nyhed
Workshop on “Soldiers - Recruitment, training, combat exposure, deployments and returning to civilian life”
- Rapport
Unge opnår hurtigt en markant positiv effekt på løn og beskæftigelse ved at tage erhvervsuddannelse – for voksne varierer det mere
- Kommunetal
Kommunerne overskrider igen budgetterne for udsatte grupper
- Inspirationshæfte
Kan fodboldtræning få unge i uddannelse og arbejde?