Kontakt
Nedrivning af boligblokke, salg af lejligheder og skærpede krav til nye lejere. Det er nogle af de tiltag, som 15 udsatte boligområder i Danmark i første omgang har taget i brug for at omdanne sig fra at være et omdannelsesområde – det, man tidligere kaldte hård ghetto – til at være mere blandede boligområder.
En ny rapport fra VIVE viser, at flere af de 15 områder er kommet godt i gang med de fysiske omdannelser og med at skabe mere blandede beboersammensætninger.
Forandringen skyldes især den obligatoriske styring af, hvilke nye borgere der må flytte ind i områderne, siger projektchef Gunvor Christensen:
”Tilflyttere skal opfylde en række krav om at have en uddannelse, et arbejde, en tilstrækkelig høj indkomst og en ren straffeattest. Samtidig kan vi se, at flere af de borgere, der flytter ud af områderne, ikke har nogen uddannelse, ikke er i beskæftigelse og har en lavere indkomst. Det er med til at skabe en mere blandet beboersammensætning,” siger Gunvor Christensen.
Behov for at styrke den lokale velfærd
Mens der altså i første omgang har været fokus på den mere fysiske forandring af områderne, så er det ifølge Gunvor Christensen tid til at rette blikket mod borgerne i området og fokusere på deres velfærd – og dermed på aftalens mål om at øge borgernes livschancer.
Der er positive tendenser, viser rapporten. For eksempel går børnene i områderne i dagtilbud i samme omfang som i resten af befolkningen. Omvendt er der eksempelvis en høj andel af børn, der må gå 0. klasse om, og andelen af unge, der står uden uddannelse og job, lige så stor som tidligere.
”Overordnet ser vi stadig en massiv social udsathed i omdannelsesområderne og en social ulighed i sundhed. Det tyder på, at der er behov for at styrke den lokale velfærd for eksempel i dagtilbud, skole og sundhedsvæsen,” siger Gunvor Christensen.
Ifølge Gunvor Christensen er et lokalt ejerskab afgørende for omdannelsen af og udviklingen i områderne. Men netop lokale velfærdsinstitutioner og de boligsociale helhedsplaner oplever, at de ikke er en central del af processen omkring omdannelsen af områderne. Ligeledes peger flere aktører på, at inddragelsen af borgerne indtil videre har været meget begrænset.
Om evalueringen
VIVEs rapport omfatter en overordnet evaluering af, hvordan de 15 omdannelsesområder er kommet i gang med omdannelsen. Derudover er der et bilag med data for hvert enkelt af områderne.
Hent bilagene for de 15 boligområder her:
- Agervang/Grønneparken i Holbæk
- Bispehaven i Aarhus
- Finlandsparken i Vejle
- Gadehavegård i Høje-Taastrup
- Gellerup/Toveshøj i Aarhus
- Mjølnerparken i København
- Motalavej i Korsør
- Munkebo i Kolding
- Ringparken i Slagelse
- Skovvejen/Skovparken i Kolding
- Stengårdsvej i Esbjerg
- Sundparken i Horsens
- Tingbjerg-Utterslevhuse i København
- Taastrupgaard i Høje-Taastrup
- Vollsmose i Odense